
Medlemskab
Det er gratis at blive medlem af foreningen, men du er også velkommen til at støtte os økonomisk.tirsdag d. 30/11 2004
Ny forening sætter fokus på danske whistle-blowers
Whistle-blowers er almindelige mennesker, der har modet til at træde frem og afsløre skjulte rævekager for offentligheden. De kan nu hente hjælp hos en ny dansk forening.
Der er særlige situationer, hvor enhver tavshedspligt bliver overskygget af pligten overfor folket og demokratiet. I de tilfælde har man pligt til at løfte gulvtæppet og afsløre organisationer eller virksomheder, der skjuler f.eks. bedrageri, inkompetence eller politisk skyggeteater for befolkningen.
En whistle-blower er en person, der af etiske grunde vælger at ignorere sin tavshedspligt og give offentligheden klar besked. Ikke for egen vindings skyld, men simpelthen fordi vedkommende føler, at offentligheden har ret til at vide, hvad der foregår.
Omsorgssvigt på hospitaler eller plejehjem, hemmeligtstemplede rapporter, der sender Danmark i krig eller virksomheder, der lader kemikalier sive ud i søer og åer. Det er eksempler på de specielle situationer, hvor whistle-blowing i høj grad er i samfundets interesse.
At være whistle-blower er ofte forbundet med store personlige omkostninger:
- Man risikerer at blive retsforfulgt for at have brudt sin tavshedspligt
- Afhængigt af omstændighederne kan man straffes med bøde og fængsel
- Man er næsten sikker på at miste sit job - selv hvis man bliver frikendt og omstændighederne har retfærdiggjort whistle-blowing
- Man bliver stemplet som sladrehank og får svært ved at få sin troværdighed tilbage
En nystiftet forening, Foreningen Retshjælp til Whistle-blowers, vil nu samle penge ind, så danske whistle-blowers kan få økonomisk støtte til at betale advokater, hvis deres afsløringer ender med en retssag.
På foreningens hjemmeside, www.tavshedspligt.dk, kan alle støtte danske whistle-blowers anonymt eller offentligt. Enten med penge eller med et gratis medlemsskab. Alle beløb hjælper med til at sikre, at folk ikke bare dukker hovedet og kikker den anden vej, når de støder på uretmæssigheder, der ligger udenfor offentlighedens normale rækkevidde. Et medlemskab støtter foreningens lobbyarbejde for whistle-blowing i Danmark.
Tavshedspligt skal respekteres, men må aldrig kunne bruges til at dække over ulovligheder eller inkompetence.
Fakta:
- Forening Retshjælp til Whistle-blowers er en uafhængig forening
- Foreningen er baseret på frivillig arbejdskraft, så udgifterne til administration er holdt på et minimum
- Foreningen støtter whistle-blowers uden skelen til udfaldet af en retssag
Kontakt
Bestyrelsesformand Hasse Feldthaus
Tlf.: (+45) 27283388
E-mail: hasse@tavshedspligt.dk
Med venlig hilsen,
Foreningen Retshjælp til Whistle-blowers